Pitch-styring
Hydraulisk pitch-styring til offshore industrien
Kombinationen af software, elektronik og hydraulik gør det muligt at styre vingerne på en af verdens største havvindmøller.
Sinno samarbejdede i 2017 med Hydratech Industries om at udvikle en hydraulisk pitch-styring til kinesiske Goldwind. Udfordringen var, at den elektriske styring, der typisk bruges til styring af onshore vindmøller, ikke var kraftig nok til at styre vingerne på Kinas dengang største havvindmølle med et vingefang på helt op mod 170 meter.
Hos Schmidt Innovation er vi eksperter i at bygge broer mellem teknologier, og da pitch-systemet er en kombination af software, elektronik og hydraulik, blev vi valgt som udviklingspartner på opgaven.
Sammen med Hydratech Industries bidrog vi med en bred vifte af kompetencer, der i særdeleshed udgjorde design og opsætning af controller hardware og software, safety, hydraulik pitch-styring og styreskab.
Vi udviklede desuden et program, der sikrer, at alt forløber, som det skal. Herunder kan blandt andet nævnes datalogning, fejlhåndtering, loginstyring, positionsstyring, alarmhåndtering og temperaturstyring.
Vindmøllen med verdens dengang største vingefang er placeret mellem Kina og Taiwan. Kina er på verdensplan det største marked for offshore vindteknologi, og derfor er det meget sandsynligt, at styringen fremover vil bidrage til en stor del af Kinas, og dermed også verdens, omstilling til grøn energiproduktion.